Hoved indhold
Dronningens Fortjenstmedalje til Jelva Møller Nielsen
|
| Afdelingsforstander Poul Erik Lund, Handelsskolen Minerva Mariagerfjord, overrakte Dronningens Fortjenstmedalje i sølv og en buket blomster til Jelva Møller Nielsen. Det skete ved et lille arrangement på skolen i Hobro den 10. august. |
Studievejleder Jelva Møller Nielsen, Handelsskolen Minerva Mariagerfjord, har modtaget Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års fortjenstfuld ansættelse inden for det offentlige.
En nestor og markant personlighed har nu i 40 år undervist på handelsskolen ved Mariager Fjord. Studievejleder Jelva Møller Nielsen (63) blev ansat ved Hobro-Hadsund Handelsskole og Handelsgymnasium den 25. juli 1969, og det er første gang, denne skole oplever et 40 års medarbejder-jubilæum. I 1991 skiftede skolen navn til Handelsgymnasiet Mariager Fjord, og i 2006 fusionerede den med Handelsskolen i Randers under navnet Handelsskolen Minerva.
Jelva Møller Nielsen har handelsfaglærereksamen i maskinskrivning, engelsk og tysk. Desuden er hun uddannet studievejleder og afsluttede i 1984 en ED - Erhvervssproglig Diplomuddannelse - i engelsk.
I 1988 blev Jelva Møller Nielsen udnævnt til handelsoverlærer. Fra 1998 og indtil afdelingen lukkede i 2004, var hun daglig leder af afdelingen i Hadsund. Afdelingen var hendes hjertebarn, og hun kæmpede til det sidste mod lukningen, som hhx-reformen nødvendiggjorde.
Jelva Møller Nielsen brænder for arbejdet med de unge. Hun stiller store krav til sine omgivelser, men hun gør det med et varmt hjerte, og hun kan huske alle sine elever. Hun er kontant og troværdig, hvilket både elever, kolleger og hendes chefer har sat pris på.
Som studievejleder siden 1982 har hun været involveret i skolens internationale opgaver, bl.a. i tilrettelæggelsen af forlagt undervisning i udlandet både på hhx og på erhvervsuddannelsen hg.
Jelva Møller Nielsen har udfyldt mange væsentlige funktioner i sin lange handelsskolekarriere og i de mange omvæltninger af skole- og undervisningsmæssig art, der har fundet sted de seneste 40 år. For lang og tro tjeneste er hun tildelt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv, som blev overrakt ved en lille højtidelighed på skolen mandag den 10. august.
Jelva Møller Nielsen bor i Valsgaard ved Hobro sammen med Preben, sin mand gennem 37 år. De har tre voksne børn.
![]() |
![]() |

