Hoved indhold
Handelsgymnasieelever har haft en temauge om Graceland Randers
|
| Pernille Kroer og Christian Hansen besøgte Elvis-museet og -butikken i Underværket sammen med de andre elever i 1.b på handelsgymnasiets innovations-linje. |
Pressemeddelelse Randers, den 30. marts 2009.
En kopi af Elvis Presleys hjem Graceland i Memphis, USA, vil manden bag Elvis-museet i Randers Henrik Knudsen bygge på en grund i Paderup. Efter planen skal den nye turist-attraktion stå klar til sommeren 2010.
Innovation og iværksætteri
Elever i 1.b fra det nye innovations-speciale på Handelsgymnasiet Minerva, Minervavej 57, har for nylig haft en temauge om innovation og iværksætteri, hvor de tog udgangspunkt i etableringen af Graceland Randers.
De arbejdede tværfagligt
I tema-ugen arbejdede eleverne på tværs af fagene virksomheds-økonomi, samfundsfag, dansk, engelsk og afsætning. Eleverne har gruppevis bl.a. skullet arbejde med værktøjer til generering af nye ideer til Graceland-projektet samt arbejde med kreativ udsmykning i klassen.
Vil gerne være selvstændige
Blandt dem, der deltog i tema-ugen på innovations-specialet, er Pernille Kroer (18) fra Randers, og Christian Hansen (17) fra Langå.
”Det er sjovt at tænke nyt, og jeg får tit skøre ideer. Engang når jeg er færdig med skolen, kunne jeg godt tænke mig at åbne en restaurant med et helt specielt koncept,” siger Pernille.
”Innovation og markedsføring er det, der interesserer mig mest. Jeg vil gerne på et tidspunkt være selvstændig og skabe nye ideer,” siger Christian.
Gennemarbejdet projekt
Christian og Pernille er enige om, at Graceland Randers - som omfatter både museum, restaurant, selskabslokaler og butik - er et godt, gennemarbejdet projekt. De synes derfor, at det var svært at finde på nye ideer.
Deres gruppe har dog i forbindelse med temaugens afsætnings-opgave foreslået, at der laves rundvisning med høretelefoner på Graceland Randers, at der arrangeres skoleklasseudflugter til den nye turistattraktion samt på plænen foran huset biludstillinger af fx amerikanerbiler.
Besøgte Graceland i USA
Christian besøgte i 2007 Graceland i Memphis sammen med sine forældre, som er store Elvis-fans. Han var imponeret over, hvor stor Elvis-forretningen er så mange år efter sangerens død. Graceland Randers, der bliver dobbelt så stort som Graceland i USA, vil være den eneste kopi af Graceland uden for USA.
Elvis Presley har ingen speciel tilknytning til Danmark. Han var soldat i Tyskland, men har aldrig givet koncerter uden for USA.
Christian og Pernille er dog overbeviste om, at Graceland Randers vil kunne trække fans fra hele Europa samt en stor del af de turister, som alligevel besøger Randers.
Praksisnær uddannelse
”Uddannelsen på innovations-specialet indeholder ikke flere timer end den almindelige hhx, men forløbet er tilrettelagt sådan, at teori løbende anvendes i praksis,” siger Henrik Madsen, der sammen med Henrik Mortensen er koordinatorer på innovations-linjen. Han tilføjer:
”Traditionel klasseundervisning suppleres med gæsteforelæsninger, virksomhedsbesøg, workshops, gruppeundervisning og individuel vejledning. Det første hold elever deltog i indretning af Innovation Lab, som giver mulighed for kreativ idéudvikling og projektarbejde i anderledes rammer. Eleverne på innovations-specialet arbejder alle tre år med idéudvikling i samarbejde med virksomheder og iværksættere, der selv har prøvet processen."
Fakta om innovations-specialet
- Innovation er et hhx-speciale, som blev oprettet i 2007 på Handelsgymnasiet Minerva, Minervavej 57
- Specialet henvender sig til elever, der gerne vil kombinere en erhvervsgymnasial uddannelse med innovation, iværksætteri, virksomhedspraktik, personlig udvikling og teambuilding.
- På Minervavej 57 går elever med innovations-speciale på en Marketing-studieretning, hvor de undervises i fagene Afsætning på A-niveau, Virksomhedsøkonomi på A-niveau og Innovation på C-niveau – ud over de øvrige fag, som alle elever på Handelsgymnasiet følger.
- Eleverne på innovations-specialet arbejder med projekter i teams og i samarbejde med erhvervslivet.
Det første år bliver klassen tilknyttet en lokal virksomhed i et projektforløb.
Det andet år udfører eleverne gruppevis innovative opgaver for en virksomhed, og desuden kommer de på et studieophold i udlandet.
Det tredje år skal eleverne på praktikophold i en virksomhed med tilknytning af en mentor.
Flere oplysninger om innovations-specialet fås hos uddannelsesleder Dorte W. Mulvad, Handelsgymnasiet Minerva, Minervavej 57, tlf. 87 114 330, e-mail: dwm@hsminerva.dk.