Søgning





Global menu

Vælg mellem hoved websitet for Handelsskolen i Randers og de enkelte afdelinger



Hoved indhold

Værktøjer

Send siden - Print

Kamilla Louise fik et drømmejob hos B&O

- Jeg vil helst beskæftige mig med mennesker, kommunikation og kreative ting, siger Kamilla Louise Jørgensen.
- Jeg vil helst beskæftige mig med mennesker, kommunikation og kreative ting, siger Kamilla Louise Jørgensen.

Pressemeddelelse. Randers, den 24. januar 2008.
Mange unge drømmer om et job i en international virksomhed med et verdenskendt brand. For den 24-årige markedsføringsøkonom Kamilla Louise Jørgensen er det lykkedes.

I sommeren 2007 blev 24-årige Kamilla Louise Jørgensen færdiguddannet som markedsføringsøkonom fra Erhvervsakademiet Minerva i Randers, og den 1. november blev hun ansat som e-learning assistent hos B&O i Struer. Sammen med sin chef, konsulent Lars Hvid, sørger hun for at holde B&O’s interne e-learnings-platform kørende. Der er ganske vist kun tale om et barselsvikariat, men Lars Hvid mener, at der efterfølgende er muligheder for Kamilla Louise hos B&O. I forbindelse med sit nye job flyttede hun sammen med sin kæreste fra Randers til Holstebro.

Speciale i multimedier
Kamilla Louise har på markedsføringsøkonom-uddannelsen speciale i multimedier og markedskommunikation og var under uddannelsen i praktik i fire måneder i annonceafdelingen på Randers Amtsavis.
Her arbejdede hun som konsulentassistent samtidig med, at hun skrev eksamensspeciale med titlen ”Randers Amtsavis eller gratisavis”. Kamilla Louise kom i sit speciale med forslag til forbedringer af bl.a. avisens hjemmeside, bl.a. en særlig netavis for unge, og hun havde også forslag til nye specialsektioner.
”Jeg lærte meget i den tid, og en del af det, jeg har lært, kan jeg bruge i mit nye job,” siger Kamilla Louise.

Træningsafdeling
E-learnings-delen hos B&O indgår i den interne, kommercielle træningsafdeling for B&O’s sælgere og teknikere. Undervisningen omfatter dels e-learning, dels traditionel klasseundervisning.
”Kamilla Louise tager sig af administrative opgaver, bl.a. opdatering af hjemmesiden, men hun har også flair for multimedier og grafisk design og kan arbejde med programmer som InDesign og Photoshop. Vi forsøger løbende at give hende nye udfordringer, og hun har hidtil levet op til vore forventninger,” siger Lars Hvid.

God livsstil og kvalitet
Da Kamilla Louise søgte stillingen hos B&O var det ikke kun, fordi hun fandt stillingen interessant, men også fordi hun forbinder B&O med god livsstil og kvalitet.
”God lyd betyder mindst lige så meget for mig som godt design,” siger Kamilla Louise, som er meget interesseret i opera og i sin fritid synger i kor.
”Da jeg var til min første ansættelsessamtale hos B&O, var jeg så spændt og så fyldt af ærefrygt, at jeg havde en knude i maven,” fortsætter Kamilla Louise.
Ved den anden samtale, da Kamilla Louise skulle gennemføre en personlighedsprofiltest, gik det bedre, og i dag kan hun ikke forstå, at hun var så bange:
”Jeg har stadig respekt for B&O og det virksomheden står for, men det er en dejlig arbejdsplads med en god og afslappet atmosfære.”

Skaber arbejdsglæde
”Vi mener, at familiefølelse og sammenhold er med til at skabe arbejdsglæde. Medarbejdernes uddannelsesmæssige baggrund er meget forskellig. Det er ikke så vigtigt for os, hvilken uddannelse medarbejderne har, men om de har evnen til at anvende det, de har lært. Og det har Kamilla Louise,” siger Lars Hvid.
Fremover vil Kamilla Louise, også hvis hun får mulighed for at blive hos B&O, satse på at få mere arbejdserfaring:
”Men senere vil jeg gerne videreuddanne mig, evt. sideløbende med mit arbejde. Det skal ikke være en helt anden uddannelse, for jeg vil helst beskæftige mig med mennesker, kommunikation og kreative ting, som er det, der interesserer mig mest.”

Flere oplysninger om markedsføringsøkonomuddannelsen fås hos uddannelsesleder Annette Lyng-Madsen, Erhvervsakademiet Minerva, tlf. 87 114 429, e-mail: .