Hoved indhold
Attraktive skolemiljøer med kunst på væggene
Randers, den 25. oktober 2006
Handelsskolen i Randers præsenterer nye afdelinger til Erhvervsuddannelsen på Rådmands Boulevard og Minervavej 57
Handelsskolen i Randers’ ungdomsafdelinger på Rådmands Boulevard og Minervavej 57 er blevet udvidet med nye afdelinger til Erhvervsuddannelsen. Byggeriet til i alt ca. 30 mio. kr. præsenteres med ord og billeder ved en reception på Rådmand Boulevard 19 fredag den 27. oktober.
Fleksible rumløsninger
Nybyggeriet omfatter en tilbygning på 900 kvm på Minervavej (to etager og kælder) og 1300 kvm på Rådmands Boulevard (tre etager samt kælder) Begge tilbygninger er holdt i en stil, der harmonerer med de eksisterende bygninger, som samtidig moderniseres. Fælles for nybyggeriet er åbne, lyse og fleksible rumløsninger.
I de nye afdelinger er der klasseværelser, forskellige typer grupperum og værksteder. På Rådmands Boulevard omfatter udbygningen tillige et auditorium med plads til 125 personer og på Minervavej 57 en ny gårdhave og en udvidelse af kantinen.
Æstetiske læringsmiljøer
”På grund af stigende elevtilgang har begge afdelinger længe haft behov for mere plads, men vi ønskede samtidig at skabe æstetiske læringsmiljøer. Derfor allierede vi os med den dansk-ukrainske maler og grafiker Sergei Sviatchenko, der har været miljøkonsulent og kunstner på projektet. Vi er meget tilfredse med resultatet,” siger Tage Andersen.
Funktionel bygning
”Ved skoleårets start tog vi den nye, funktionelle bygning i brug til undervisning på Erhvervsuddannelsen. Den er indrettet med transparente vægge til grupperum, så helhedsindtrykket er lyst og luftigt. Tilbygningen har givet hele skolen bedre forhold. Hver skoleform har fået eget afgrænset undervisningsmiljø med enkelte fællesområder såsom kantine og it-lokaler,” siger afdelingsforstander Ulrik Husum, Minervavej 57.
Centralt rum i fuld højde
Bemærkelsesværdig på Rådmands Boulevard er bygningens centrale rum i fuld fire etagers højde, hvor dagslyset kan strømme ind. Derved undgås de lange, mørke gange, som man kender fra mange skoler.
”På Erhvervsuddannelsen er undervisningen mere praksisorienteret end på Handelsgymnasiet. Bl.a. har mange elever faget dekoration, som kræver masser af plads. Eleverne har også meget projektarbejde og er ofte delt op i små grupper. Disse behov har vi har søgt at efterkomme i den nye bygning,” siger afdelingsforstander Per Jensen, Rådmands Boulevard.
Fakta om elevtal
Ungdomsafdelingen Minervavej 57 har p.t. ca. 540 elever.
189 elever på Erhvervsuddannelsen, 304 i Handelsgymnasiet, 34 på Sundhedsservicesekretæruddannelsen og 22 på Finansuddannelsen.
Afdelingen Rådmands Boulevard har ca. 725 elever – 450 på Handelsgymnasiet og 275 på Erhvervsuddannelsen.